Hans-Henrik Nordstrøm, der på fredag markerer sin 60-års fødselsdag med en koncert i Rundetårn, begyndte sent at komponere, men har produceret flittigt og udsendt en jævn strøm af cd’er. Hans klang- og gestusorienterede modernisme udspringer oftest af ydre indtryk, gerne fra naturen, men i adskillige værker på disse nye plader også fra James Joyces roman ’Finnegan’s Wake’. Inspirationskilden afspejles i titlerne, mindre indlysende i musikken, skønt den næsten altid er malerisk betragtende. Men hvem siger også, at musik skal skabe konkrete billeder?
Hvor Nordstrøm er bedst, som i den halvtime lange ’Finnegan’s’, kan man labbe i sig af en tilsyneladende uudtømmelig opfindsomhed, der begærligt udnytter alle tilgængelige klangressourcer og breder sig ud som en slags anarkistisk naturskønhed. Men som forløb er musikken formløs og ufokuseret. Det gør det svært at fastholde interessen: Når der ikke bliver holdt hus med virkemidlerne, taber de deres virkning. Små ensemblers naturlige begrænsninger bliver en fordel flere steder på dobbeltalbummet ’starting points’ (hvis tolv titler med forskellige medvirkende er mere, end vi kan remse op her). De yngste værker har dog tendens til større disciplin og stærkere melodisk fokus. Basunkoncerten ”Nuages d’automne’ findes på begge plader - i samme indspilning! Og indspilningen af violinkoncerten ’In the Woods’ har tidligere været udsendt på Classico. Hvad har de gang i?
