Traditionelle – og dyre – studieindspilninger bliver i stigende grad erstattet af koncertoptagelser. Dermed kan hyppigt indspillede værker genvinde en vis nyhedsværdi for markedsføringen: Man køber ikke bare et værk, men også en begivenhed.
Det er filosofien bag DG Concerts, en udgivelsesserie, der vil bringe verdens store koncertsale ind i købernes stuer, ikke kun på cd men også via nettet. Det kan man mene meget om, men hvis kvaliteten holder, hvad denne plade lover, er der ikke noget at være ked af. Orkestret er gnistrende virtuost og optagelserne simpelthen utroligt flotte, to faktorer, der betyder rigtig meget for Strauss’ farverige og brillante orkesterværker.




























