Admeto elsker to kvinder, som begge er døde. Tror han. Men hustruen er som en anden Eurydike vendt tilbage fra dødsriget, og den tidligere forlovede har aldrig været der, og så har vi balladen, yderligere tilspidset af, at hans ryggesløse bror også begærer den ene dame.
Den urealistisk stiliserede barokopera tåler bedre end så meget andet at blive opdateret, og Köhler flytter med stor opfindsomhed handlingen til et moderne hospitalsmiljø, og krydrer pikant og virkningsfuldt med poleret barok gestik.





























