'Capriccio' er en opera, der handler om - opera. Det klassiske spørgsmål, om ord eller musik er vigtigst, materialiseres i en kunstelskende grevindes vaklen mellem en digter og en komponist. Hun opfordrer bejlerne til sammen at skrive en opera, og resultatet er - 'Capriccio', et elegant konversationsstykke, hvor også en teaterdirektør og en skuespillerinde har synspunkter. Optagelsen fra Palais Garnier er ikke filmet live. Da det handler om teater, inddrager Robert Carsen foyer, trappe og tilskuerrum og flytter den overdådige arkitektur op på scenen i en elegant leg med mediet. Til sidst sidder grevinden i en loge og ser sig selv på scenen! Kostumerne er flyttet frem til uropførelsesåret 1942, og man skimter en enkelt tysk uniform som en diskret påmindelse om, at dette idyllisk verdensfjerne stykke blev til, mens verden stod i flammer. Så skidt med, at teksten er fuld af referencer til det 18. århundredes kultur. Ironien hindrer ikke Carsen i at tage stykket alvorligt som en både letsindig og eftertænksom komedie med sprudlende spil mellem overbeskyttede overskudsmennesker. Langt hen ad vejen er det fristende at hævde, at alt fungerer. Musikalsk dog med forbehold: Schirmer er god til at få musikken til at snakke med i de livlige replikskifter, men lidt hård i danserytmerne og slutscenens bredt strømmende sanselighed. Besætningen er luksuriøs. Fleming - en drøm af en cremet Strauss-sopran med lune og underfundighed - er dejligt menneskelig ligesom rivalerne Trost (herlig tenor!) og Finley og for så vidt også den lidt kantede Henschel. Hawlatas selvbevidste direktør er imposant og blot en smule overspillet og kunne synge mere flydende, mens von Otter tegner forestillingens mest originale og provokerende figur som moralsk tvetydig skuespillerinde - blændende også i sine talte replikker.