Det er over 350 år siden, Monteverdi døde, men hans operaer har efterhånden fundet solidt fodfæste i det løbende repertoire. Mesterværket 'Poppeas kroning' foreligger nu for mindst tredje gang på dvd. Det er et mærkeligt moderne værk om erotikkens sejr over moralen, eksemplificeret ved den smukke og ambitiøse Poppea, der skrupelløst rydder sig vej til kejser Neros ægteseng og værdigheden som imperiets first lady. Den afsluttende kærlighedsduet er den sidste i en række af saligt erotiske scener, og en eventuel fordømmelse af de elskendes svinestreger er helt overladt til tilskueren. Som saftigt konsekvent scenisk tolkning når den hollandske version ikke Michael Hampes på Arthaus, og vokalt har K. M. Grübers scenisk flagrende udgave på Bel Air et par sikre trumfer på hånden, men med en musikalsk indtrængende læsning, magisk smuk scenografi og flot lyd placerer Amsterdam sig i en konkurrencedygtig mellemposition. Og så er den langt mere komplet - hele 70 minutter længere end hos Hampe! Det er ikke et for meget: Dramaet vinder i soliditet med fuldlødig dramatisk musik i alle de ekstra minutter. Rousset borer sig ind i musikkens raffinerede deklamation, og alle sangerne har en stærk bevidsthed om den intime forbindelse mellem tekst og toner. Så betyder det mindre, at ikke alle stemmer er ren luksus. Gode er de i hvert fald. Haymons varme, mørke sensualitet er helt rigtig, og hvad Balleys' bidende sopran måtte mangle i umiddelbar klanglig charme - hvem siger også, at Nero skal være indtagende? - har hun i høj grad i drenget aggressivt temperament og hensynsløst nydende hengivelse til hastigt svingende følelser. Mindst overbevisende er Liang, der mangler tragisk format bag den stolte facade. Den abstrakte scenografi og de barokt overlæssede (men ikke barokke) kostumer er en rent æstetisk ramme om dramaet, men virker overraskende nok ikke hæmmende for spillet, selv om de kønsligt uspecifikke dragter kan forvirre i et værk, hvor mænd spiller kvinder og omvendt.