Hvad gør en britisk punkviolinist, der er flyttet til Polen? Han indspiller en cd med polske violinkoncerter, det er klart. Og når violinisten er den 50-årige teenager Nigel Kennedy, så er coveret selvfølgelig fyldt med polske vodkaflasker og titlen dobbelttydigt spirituøs.
Man kan indvende, at minimum den ene af disse senromantiske rariteter, Karlowicz’ koncert, er bedre glemt end genoplivet. Men det er ikke dårligt, hvad Kennedy får ud af hans grandiost virtuose værk. Nostalgi og vitalitet går i spand, og hvad Mlynarskis koncert angår, er både solospillet og den brillant farverige orkestersats med legende slutspil en fornøjelse.




























