På fredag uropføres Sven-David Sandströms passionsoratorium 'Ordet' i Radiohuset. Den 64-årige komponist, nok Sveriges vigtigste i sin generation, brød igennem som modernist, men vendte sig siden mod et mildere, mere umiddelbart kommunikerende tonesprog. Kormusik står centralt i hans produktion, gerne med et kristent indhold. Hvad han går for på det felt, giver den store messe fra 1994 et stærkt indtryk af. I monumentalitet og disposition lægger den sig tæt op ad Bachs messe i h-mol om end med en helt anden æstetik og formopfattelse. Over for Bachs strømmende linjer skaber Sandström en slags dramatiske stillbilleder. Malet med en rig og personlig palet springer de ud af den latinske tekst med stærk og elementær udtrykskraft - fri for klicheer, men ikke til at misforstå - og med en inspireret følsomhed for hvert ords emotionelle potentiale, man næppe finder magen til i nogen anden messekomposition. Med et barsk, modernistisk klangsprog lyder det indledende 'Kyrie' som klagende og sukkende stemmer fra bunden af Dantes Helvede, men fra 'Gloria' dominerer nyromantiske toner med jubel, varme, fortrøstning, ja, ømhed. Opfindsomheden har en slående oprigtighed, og det store orkester håndteres virtuost. Til de mest originale ideer hører foruroligende skildringer af Guds majestæt. Sættet udfyldes med et kvarterlangt orkesterværk af den nu 85-årige Lidholm. Koblingen er smuk: Også 'Kontakion' har religiøs baggrund, idet det bygger på en gammel byzantinsk hymne, og den både magtfulde og raffinerede orkesterbehandling er ikke uden slægtskab med Sandströms. Men Lidholm var i 1978 en langt mere radikal og rent klangorienteret modernist. 'Kontakion' er 'plakatmusik': et blændende flot ikon i guld og stærke farver, hvor omridset af den gamle melodi langsomt materialiserer sig.