Få operaer er mere populære end 'Barberen i Sevilla', selv om man ofte kan føle, at den trækker længere ud, end musik og handling kan bære i al deres ulidelige lethed. Men i denne spanske opsætning er man i fortryllende godt selskab, og musikken er ikke blot vittig, men i den grad også elskelig, sødmefuld og bedårende. Stykket er iscenesat som poetisk farce, et mildt vanvid med den mest indtagende og favnende accept af værkets barnlighed. Det hele er noget, vi leger. Sangerne er 'klædt ud' lige på grænsen mellem det naturlige og det fjollede, og sætstykker rulles ud og ind og rundt med en selvfølgelig ynde, der gør alle rum en anelse usikre. Personinstruktionen er frodig, rig på spøjse ideer, men aldrig grov eller plat. En større gruppe dansere befolker scenen som nysgerrigt deltagende borgere og tjenestefolk, og egentlig er hele forestillingen på dansende fod. Sangerne morer sig åbenlyst, og det er den halve sejr, men de er så sandelig også på hårdt arbejde, for det er teknisk udfordrende musik. Men her er lutter overskud, hos Flórez i en grad, så man taber vejret. Sådan skal Rossini synges: blændende virtuost, javist, men også med henrykkende smidig glans og sødme og en sikker fornemmelse for underfundig komisk pointering. Hans afsluttende arie (som ofte udelades) bliver en total showstopper. Tillige ser han godt ud og spiller lige tilpas teatralsk. Se hans ømme rejehop forklædt som sukkersød musiklærer! Så blændende er kollegerne ikke, men egentligt forbehold har jeg kun over for Bayos lidt stive, gutturale klang. Men hun er sikker og spiller fint. Praticò forsvarer rørende Bartolos værdighed med strejf af selvironi og en barytonal og usædvanligt virtuos buffobas, og Spagnoli er bare kernesund, frisk og energisk med naturlig charme. Det er en meget musikalsk 'Barber' bakket op af Gelmettis fjerlet pointerede, dansende og legende Rossini-orkester, der altid har tid til at vente og lade sangerne kokettere og understrege deres pointer. Og så er han en mere end habil guitarist i grevens serenade.