Jeg var kun en lille mand, da jeg så netop denne newyorkertransmission i tv - og lod mig forføre af operagenrens sugende fascination. Jeg vil i dag ikke afvise, at den 'Manon Lescaut' fra La Scala 1998, der er udkommet på dvd med Muti i graven og Guleghina og Cura scenisk, selv musikalsk overtrumfer den en smule, men der er en ærlig, uaffekteret italienskhed over Levines Metroplitan-udgave, selv om det er dødærgerligt, at teknikerne intet har gjort for at gøre tilgangen let. Billederne er konsekvent underbelyste og uldne, og den konventionelt prægtige scenografi tager sig derfor ikke ud fra sin bedste side, især ikke i totalbilleder. Levine, der i sin menneskealder som musikalsk chef for Metropolitan har udviklet sig i uventede retninger, også bort fra sit italienske kerneområde, stråler hos Puccini. Her er ingen pyntesyge, men bundsolidt melodrama og ægte følelser. Domingo er blændende som Des Grieux, øm og trompeterende, som scenen nu kræver det, men det er Renata Scotto, der er forestillingens hjerte. Selv da hun i andenakten er faldet for skatteopkræverens luksusvaner, er hun ikke uelskelig i sin trutmundede naivitet, men selvfølgelig er det i tredje og fjerde akt, at hun strammer sit greb om tilskuerens og lytterens hjerte; hendes måde at binde tonerne organisk sammen på, hendes betagende farvemættede klang, hendes totale indlevelse. Scotto var en mageløs kunstner, og der er ingen - inklusive Callas - hvis 'Solo, perduto, abbandonata'-arie (Ene, fortabt og forladt) jeg sætter større pris på. Den er som skabt til en øde ø-samling.