Der er ikke noget overraskende i, at Nina Stemmes solodebutalbum på EMI er en ren Strauss-cd. Det dramatiske tyske repertoire er den svenske soprans boldgade, hvad hun til fulde beviste som Isolde over for Domingo på EMI’s ’Tristan’-indspilning forrige år.
Det overraskende er, at Stemme lægger ud med den psykisk uligevægtige teenagedatter Salomes sidste hysterisk-dramatiske udbrud over Johannes Døbers afskårne hoved fra Strauss’ ekspressionistiske mareridtsopera – inden hun går direkte til slutscenen fra hans sidste, helt anderledes kulinariske operadelikatesse ’Capriccio’!




























