Enten elsker man eller også hader man Richard Strauss’ ’Alpesymfoni’. Og lad det være indrømmet med det samme, jeg elsker den, forudsat at dirigenten har styr på værkets form og holder orkestret, især messingblæserne, i kort snor. Og det både har og gør Fabio Luisi.
Musik skrevet af en sand mester Strauss’ værk fra 1915 virker måske for kitschagtigt anno 2008, når komponisten beskriver solopgangen, opstigning til bjergets top, lyden fra vandfaldet og den voldsomme storm. Men hvorfor hænge sig så meget i den programmæssige del, hvorfor ikke bare nyde musikken skrevet af en sand mester, når det gælder orkestrering og opbygning af musikalske stemningsbilleder? Uanset hvad man beslutter sig for, så er Luisis fortolkning en fornøjelse at lytte til. Et sofistikeret lydbillede bliver til Et af de sidste værker, som Strauss færdiggjorde inden sin død, var ’Vier letzte Lieder’, og her viser Strauss sine evner som vokalkomponist på den mest sofistikerede og delikate måde. Sopransolistens rolle kan flere steder sammenlignes med en overstemme, der fletter sig ind i det samlede lydbillede og sammen med symfoniorkestrets instrumenter skaber en substans af vellyd. For at det skal lykkes, hvilket det langtfra altid gør, kræver det en sanger, der har en blød, fyldig stemme, og som netop er opmærksom på solistens til tider diskrete placering i Strauss’ partitur. Og her er Anja Harteros, med sin fyldige og brede klang og store musikalitet, det oplagte valg. Der bliver kælet for detaljen Hun kæler for hver eneste detalje, og hendes bløde og luftige indledende toner i ’Beim Schlafengehen’ er på alle måder imponerende. Det havde været helt perfekt, hvis Luisi ikke havde valgt så hurtige tempi og i stedet givet sig selv og orkestret bedre tid til at brede Strauss’ store bløde klangtæppe helt ud.