Sød og kold som flødeis? Tja, Gabriel Faurés musik har den særlige kvalitet at være både cool og båret af en smægtende, sødmefuld melodiøsitet, der godt kan siges at smelte i øret på en. To udmærkede musikere, nemlig cellisten Maria Kliegel og pianisten Nina Tichman, har for pladeselskabet Naxos indspillet den franske komponists cellosonater plus en mængde yndefulde små ekstranumre både før og efter og imellem de to sonater.
Fin indadvendt tankefuldhed Optageteknisk er Naxos-udgivelsen måske ikke ligefrem euforiserende; lidt mat og ligesom filtreret i klangen, men Kliegel og Tichman har bestemt et godt greb om både deres instrumenter og musikken: Sikkert sammenspillede som de er, strømmer melodierne fra Kliegels cello, mens Tichmans klaver sørger for at holde fast i musikkens længere linjer. Således giver Kliegel og Tichman den første og mindst kendte af sonaterne – op. 109 – med en fin indadvendt tankefuldhed, der passer til dens hemmelighedsfulde væsen, mens den anden – op. 117 – i hænderne på Kliegel og Tichman vokser sig mere mægtig, mere gestisk manende om end ikke mindre hemmelighedsfuld. Flødeis på fransk Blandt de mindre værker, som omkranser sonaterne, står ikke mindst den mystisk henrivende ’Romance’ op. 69 og den smægtende og alligevel indadvendte ’Sicilienne’ op. 78 som særligt fine perler. Sagde nogen parfait? Jo, altså, det betyder jo som bekendt ikke bare perfekt, men også flødeis på fransk ...