Ouverturen til 'Sonnenflammen' har noget magi i sine sarte stemninger og sin rugende nationalromantik, overdådigt orkestreret, malet med den store pensel såvel som delikat pointeret i detaljen. Men så er der altså to timer tilbage af operaen, og man bliver hurtigt taknemmelig for, at Richard Wagners sendrægtighed, hans trang til at strække sit materiale ud over både fire og fem timer pr. gang, ikke gik i arv til sønnen Siegfried, komponisten bag 'Sonnenflamme' (1912), hans ottende opera. Siegfried var søn af Wagner og barnebarn af Liszt, far til Wagnerfestspillenes mangeårige chef, Wolfgang og - på grund af sin homoseksualitet - tvangsgift med Winifred, Wagnerklanens magtfulde Urmoder i Hitlerårene. Operaen foregår i 1200-tallet blandt korsriddere i Bysants. Fridolin er en kælepot, der hellere vil elske med Iris end ud på korstog, og for sin del gad hun ham egentlig godt, hvis bare han ville tage ud og bevise sit heltemod mod de vantro. Og så begår han selvmord, og sådan er der så meget. Farens harmonik, endog løsrevne melodistumper fra hans operaer, bliver ved med at dukke op i 'Sonnenflamme', men det gør de nu uundgåeligt hos mange af Siegfrieds samtidige. F.eks. ville Fridolins store arie, 'Heimat, entrückte!', slet ikke være malplaceret som prisvindersangen fra 'Mestersangerne i Nürnberg', og brugen af blæserne er decideret Wagnersk. Til gengæld er disse motiviske erindringer den eneste grund til rigtigt at binde an med Siegfried, som ved gud ikke har meget på hjerte, melodisk, harmonisk eller på anden vis. Efter hans død i 1948 brugte enken Winifred hele sin monstrøse indflydelse på at holde sin mands værker uden for de europæiske operahuse af frygt for, at han skulle kunne usurpere sin fars berømmelse. Det ser jeg ingen fare for. Indspilningen er fin, i absolut topklasse. Halle-orkestret, som Siegfried skrev flere af sine operaer til, spiller, som gjaldt det livet, og sangerne, især Richard Brunner som Fridolin, er fremragende.