5. november 2005, i 50-året for genopbygningen af Wiens Statsopera, der var blevet offer for en fuldtræffer af et allieret missil i 1945, fejrede operaen sig selv og sin internationale celeberhed. Og her er dobbeltcd'en, der dokumenterer det. Det er ikke uden bange anelser, at jeg lægger aldersstegne sangere på, men på dette sæt overraskes man konstant og må lige tjekke, om det kan passe, at det er optaget for kun et halvt år siden. Således er Gruberová på dette sene tidspunkt i karrieren slet ikke ueffen i 'Non mi dir' fra 'Don Giovanni'. Og i de velgørende lange uddrag fra 'Aida' (hele Nilakten og 1. og 2. scene fra akt 4) smægter Domingo med sin brune tenor, så man er helt glad for ikke at se ham og få ødelagt illusionen, Baltsa, der debuterede i Wien for 36 år siden, har tilsyneladende intet sat til af sin vokale elegance og synger som sædvanlig med frådende eftertryk. Grundheber er en enestående god Amonasro og Urmana en Aida til alle tider. Man skulle tro, det var en scenisk udfoldet opførelse, man var vidne til lydsporet fra, så dramatisk nærværende er det. Mehta overrasker med autentisk Mozartspil fra 'Don Giovanni', fascinerende, elementært spændende, og selv om man har hørt slutduetten fra 3. akts finale fra 'Rosenkavaleren' sunget mere svimlende og dirigeret mere sensuelt, står den dog klart frem som musikalsk udsagn. Terfel er en blændende Hans Sach fra 'Mestersangerne i Nürnberg', og selv om noget går galt i koordineringen af de mange solistiske kræfter i finalen fra 'Fidelio', går også meget godt, og 'Heil sei dem Tag', som den er sunget her, burde afslutte hver dag i mit liv.