Der er ikke for 5 øre nyt i denne 'Figaro'. Alt, jeg gentager alt, er lige efter bogen helt ned til parykpiske og kjoleliv og en optændt teenagepage, der gemmer sig, præcis som han skal, i en lænestol, når den noble, men grisebassede Greve kommer ind til sin tjenestepige. Opførelsen er en af de mest værktro, jeg til dato har set, og hvis nu de ikke havde sunget særlig godt eller spillet særlig godt, så havde 3 hjerter været maksimumkarakter. Men de gør det omtrent alle til hobe glimrende, og man morer sig og er godt underholdt. Scenografien er faktisk smuk med de to sidste akters høje vinduer og parkscenens enkle, natteblå clair obscure, og producenten har lavet en velfungerende filmproduktion ud af denne liveopførelse fra 2003. Selv om jetsetdirigenten Zubin Mehta aldrig bliver min yndlingsmaestro, så er det også vanskeligt at sætte en finger på, hvad han laver med det yppigt klingende operaorkester fra Firenze. Alle sangerne er castet korrekt stemmemæssigt og, ikke mindst, udseendemæssigt, og måske lige bortset fra en lidt slidt Susanna er de gode. Figaro fuldtonende uden at overstyre. Greven nuanceret i sin delvis selvudstillende attitude, grevinden bedårende smuk (uha!) og det gamle buffopar Marcellina og Bartolo godt balanceret med hende som den charmerende på den søde måde og ham som den sjove på den lidt karikerede facon. Cherubinos stemme er næsten instrumentalt køn, og bortset fra Mehtas langsomme recitativer og en trykfejl i bookletten, der gør musiklæreren Basilio til læge, så er det lige til at gå til. Ikke spor nytænkende, men smukt og sjovt og givetvis lige noget for de mange traditionalister i operapublikummet, som synes, de har mere end rigeligt med kreativt regiteater om ørerne i disse år.