Man ser Böhms leverplettede hånd og de klare, skematiske slag, den slår i luften. Producenten dyrker de lange overblændinger og ikke så få forskellige kameravinkler i denne klassiske tv-produktion fra Wien, hvor domkirkeakustikken er fyldt ud med stort kor og orkester. Dette er Mozart anno dazumal. Mozart fra 1971. Udgivet som del af den rige strøm af dvd-genudgivelser, Deutsche Grammophons samarbejde med Unitel i München har åbnet for. Kvindernes højt opsatte lakerede frisurer og mændenes tidstypiske, tykstellede briller signalerer den pæne side af tiden for ungdomsoprøret. Og uanset hvor meget jorden brænder under korsangerne og musikerne i Mozarts dødsmesse, bliver den strenge Böhm omhyggeligt ved sit: Klar, tør præcision. Jo, han har dirigeret fantastiske Mozartoperaer, Karajans indædte rival fra de store stereodage i 1960'erne og 1970'erne. Men trods en perlerække af solister fra tiden - herunder en usædvanligt velklingende Walter-bas-Berry og en lysende, kraftfuld ung Peter Schreier som tenor, så er det tunge skridt, Böhm tager i 'Rex tremendae'. 'Kyrie' synges med y-lyd, som man gjorde det for 35 år siden. Ikke med nutidig i-lyd. Og falder der brænde ned, så falder det dumpt og - nå ja, præcist. Ti år efter denne tv-produktion var det de selvsamme solister, lige på nær sopranen, der sang det selvsamme rekviem for Böhm. Han døde i 1981.