I Tivoli prøver Morten Schuldt-Jensen at få moderne instrumenter til at lyde som et orkester fra det 18. århundrede. På denne plade gør Minkowski nærmest det modsatte: Hans orkester fra Grenoble er historisk bestykket, men slank klang og mosaikagtig artikulation er ikke hans ideal. Fyldige strygere og magtfuld bas spiller med musklerne, men kombinerer det med energisk fremaddrivende tempi og skarpe dynamiske kontraster i, hvad der for dirigenten må være det bedste af begge verdener. Minkowski er mere dramatiker end symfoniker. På godt og ondt: Drama frem for struktur er drivkraft i en musiceren, der prioriterer dynamisk gestik højere end satsklarhed. Det falder højst forskelligt ud i Mozarts to sidste symfonier. Nr. 41 ('Jupiter') responderer flot på en herligt monumental opførelse: bred og vægtig med messingsmæld og skarpt huggede rytmer over for lifligt sprødt piano og talende strygere i første sats, syngende, nænsomt førte linjer i andanten med et dristigt, men virkningsfuldt temporyk, flugt og sammenhæng i menuetten og et triumferende, furiøst energisk festfyrværkeri af en finale med gnistrende udmejslede løb. En medrivende, forfriskende fræk og personlig opførelse, hvis smukke lyd dog skæmmes af let forvrængning i kraftige accenter. En nervøst ilende åbningssats og en hidsigt huggende menuet sætter kant på symfonien i g-mol, men finalens dæmoni punkteres af et alt for adstadigt tempo, og flygtige detaljer, uskarpe rytmer og overmættet klang giver helheden et neutraliserende konventionelt præg. Langt mere end i 'Jupiter' ligger g-mol-symfoniens dystre ekspressivitet nemlig gemt i de melodisk-harmoniske detaljer. I slutballetten fra 'Idomeneo' er Minkowski forførende på hjemmebane, snart knejsende, snart sødmefuld og altid ægte dansant med klare, karakterfulde blæserfarver.