H.C. Andersen er fællesnævner for disse to værker. Skabt med få års mellemrum ved forrige århundredeskifte er de begge senromantiske og slutter tidstypisk i en slags forklarelse, men er ellers meget forskellige. En fælt sentimental gendigtning af det kendte eventyr skæmmer danskeren Ennas lille enaktsopera, men trods hældning mod det sødladne har komponisten ramt en fin balance mellem strofisk borgerlighed, søde genrebilleder og tragisk patos i en stærkt iørefaldende musik med flere populære citater. Orkestersatsen er symfonisk, og titelpartiet lægger stedvis op til Wagnersk bredde, men skal jo også fremstille en lille pige. Dam-Jensen løser konflikten med en følsomt inderlig fortolkning og moden glød i sin vibrerende skrøbelighed, og Kihlberg er glansfuldt lykkelig som velbjerget ung mor i et af pigens syner. Zemlinskys symfoniske digt over 'Den lille havfrue' hører til de største og væsentligste Andersen-inspirerede værker fra udlandet. Det er senromantik som wiener-avantgarde, præget af sangbart strømmende ledemotivisk melodik i et farverigt instrumenteret, sensuelt følelsesmættet harmonisk landskab, sådan som man også finder det hos eleven og svogeren Arnold Schönberg i samme periode. Det er ædlere og rigere musik end Ennas - og mere dramatisk fortællende: Mellemsatsen åbner som ren pantomime, og værket begynder og slutter i suggestiv dybhavsstemning. Opførelserne er særdeles velklingende og veltalende, indtagende frisk hos Enna, billedskabende og symfonisk sugende hos Zemlinsky. Begge værker har været indspillet før, 'Seejungfrau' sågar af Dausgaard, men dette er luksusklasse.