Med talrige indspilninger på historiske orgler bag sig var det vel kun et spørgsmål om tid, før schweizeren Bolliger fandt frem til Roskilde Domkirkes fornemme rekonstruktion af et charmerende instrument fra 1654. Og her som ellers har han valgt musik med lokal anknytning. Buxtehude er det stærkt repræsenterede hovednavn i en samling komponister med større eller mindre forbindelse til det 17. århundredes Danmark. Lorentz og Martin Radeck var indfødte danskere, Bruhns og Tunder holstenere, og de øvrige virkede kortere eller længere i kongeriget. Buxtehude behøver ingen anbefaling, den imponerende, tidligt afdøde Bruhns måske heller ikke. De andre når ikke samme højder, men er absolut værd at lytte til. Københavneren Radeck overrasker med virkningsfuld kunstfærdighed. Bolliger er en kompetent orgelspiller, hvis lyse, overtonerige klangideal finder naturligt ind i domkirkens rige akustik. Han forener fylde og pomp med klarhed og overblik, og der er god fremdrift i hans puls. Men hans skyhed for yderligheder - det være sig i tempo, klang eller deklamation - virker i længden adstadigt professoral. Med en ulastelig noblesse, der hverken bliver vægtigt indtrængende eller - f.eks. i de verdslige stykker - muntert dansende føler man, han vil for lidt med musikken. Bine Bryndorfs autoritativt viljestærke Buxtehude-fortolkninger på Dacapo byder på en anderledes frodig fantasi og vitalitet. Vol. 3 af hendes samlede indspilning giver stærke korrektiver til et par af Bolligers versioner, og netop i skrivende stund dumper vol. 4 af denne stærkt anbefalelsesværdige serie ind ad døren.