Folk, der stadig anskuer barokken som det fint ciselerede, lidt objektive og kunstfærdige musikalske udtryk, skylder sig selv at høre denne på alle måder fremstormende og nærværende nye cd. Hvilken komponist stemmer vel sindet mere melankolsk og smerteligt end Fædra hos Rameau i 'Hippolyte og Aricie'? Hvem var vel mere bristefærdig af lidenskab og samtidig subtilt redegjort for end Lully i 'Armide'? Og så hævntørstig? Og så har vi endda kun nævnt de to kendteste på cd'en. Tiden er godt og vel moden til, at engelske Händel og italienske Vivaldi får følgeskab på cd-hylderne i de små hjem af de store franskmænd, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Der er ingen grund overhovedet til, at det bedste af det ikke kan få lige så spektakulær en renæssance. Véronique Gens og Christophe Roussets blændende ensemble har samlet en håndfuld af de operakomponister, der prægede scenerne i barokkens Paris (Lully, Rameau, Campra, Mondonville, Leclair, Royer og Gluck). Her er arier og fuldt udfoldede scener, her er ouverturer, mellemspil og balletter - og her er udelukkende musik af eksalteret høj klasse, udført på deluxe-niveau. André Campras 'Karneval i Venedig', hvem har hørt om den? Ikke desto mindre er Isabelles klagearie et mesterværk. Og Jean-Marie Leclairs 'Scylla og Glaucus' er stærkt udtryksfuld og smukt skrevet. Ligeså Pancrace Royers 'Kærlighedens magt' (Le Pouvoir de l'Amour) er lyrisk og dragende. Den stærkt deklamerende og gestiske Gluck afslutter cd'en med brillante uddrag fra 'Ifigenia på Aulis' og 'Armida'. Gens er den kongeniale fortolker af dette repertoire. Hun dårer med sin mørke klang og sit smidige foredrag, men først og sidst er hun ubestikkeligt kommunikerende og vedkommende.