Gombert, den store flamske 1500-komponist, som eftertiden placerede i skyggen af kolleger som Josquin de Prez og Palestrina, fik sat en brat stopper for sin flotte karriere i 1540, da han var i midten af fyrrerne og blev taget med bukserne nede sammen med en alterdreng. Gombert, der bl.a. var korleder og hofkomponist hos Karl V i Spanien, blev idømt tvangsarbejde på galejerne. Hans musik er ikke bestemt for newagefolket, til sofahyggere eller yndere af sublim enkelhed. Hans musik er multidimensional, kontrapunktisk og gerne en lille smule mere knudret og omstændelig, end det ville være strengt nødvendigt for at få budskabet frem. Dét er dog ikke nogen grund til ikke at anskaffe sig ECM's typisk gennemarbejde pragtfulde nye udgivelse, der er som et udstillingsvindue ind til det aldrig konfliktfri Gombertske univers, hvor dissonanser, brudflader og travlhed eksisterer side om side med momenter af den smukkeste og mest renfærdige harmonik. Indtrykket er massivt og tungsindigt, til trods for at værkerne synges af maksimalt seks stemmer, men den brillante akustik og ECM's blændende producere gør alligevel musikken gennemlyst og overskuelig. Der vil altid være delte meninger om, hvorvidt Gombert faktisk når Josquin og Palestrina til sokletholderne. I teknisk forstand var han vel knap så dygtig. Men disse indspilninger - ligesom i øvrigt danske Bo Holtens forkærlighed for Gombert - er stærke argumenter for at give ham i hvert fald én chance mere.
Gi' Gombert en chance mere
Lyt til artiklen
