Den sociale indignation råber ikke fra cd-afspilleren. Slet ikke. Derimod udgør den en rolig, lyrisk klangbund. Et støt fundament for de improvisationer, Thomas Koppel lige akkurat nåede at indspille hjemme i kolonihavehuset i Sydhavnen, inden han døde i Puerto Rico i februar. Cd'en udkommer 1. maj, på arbejdernes internationale kampdag. Selvfølgelig gør den det. Thomas Koppel opgav aldrig proletariatets sag, uanset hvordan virkeligheden så udviklede sig om ørerne på ham og Savage Rose. Men hans mediterende improvisationer er ikke bastante eller bombastiske, som hans politiske udtalelser mod eksempelvis den siddende danske regering var det. De er indadsøgende og afklarede i deres enkelhed. Enkelheden klinger ægte. Flyglet, som Thomas Koppel dyrkede side om side med den folkelige harmonika, var faren, den klassiske klaverkunstner Herman D. Koppels instrument. Men den svømmende Steinway-lyd på cd'en er ikke for alvor klassisk. Heller ikke der, hvor en enkelt langsom sats af Bach meget smukt flettes ind i forløbet. Lyden er drømmende. Mediterende og indadsøgende som hos Keith Jarrett. Den kan være krystalfin som i frosne fabuleringer over Thomas Laubs melodi fra Højskolesangbogen til Blichers 'Det er hvidt herude'. Et nytårsmorgensyn, der sammen med røg fra skorstene stiger op over hustagene. Eller den kan være vemodigt stemningsfuld i en musikalsk tanke på et berygtet sort arbejderkvarter i New Orleans. Her som i den tidsophævende 'In our street' - en kærligt melankolsk erindring om barndommens snævre, solforladte gade - udgør den sociale indignation en stilfærdig resonansbund. Hver improvisation er ledsaget af et digt, Thomas Koppel har skrevet, lige inden han døde. Det er nærmest skitseagtige digte. Tegnet med få ord af en mand, der så verden i et gammeldags politisk værdiperspektiv. Som kunne finde ud af at elske den samme kvinde til han døde, hvad slutimprovisationen 'Universal woman' ret rørende bevidner. Og som ifølge digtene kunne se engle. En evne, ikke mange voksne formår at holde på, til de dør.