En fyrig og vemodig buket folkelige sange er blevet samlet under den middelalderspanske titel 'Ayre'. Nogle er gamle, nogle er nye. Sangene er bearbejdet af en jødisk-europæisk argentiner og udgør en nostalgisk-energisk smeltedigel af jødisk, kristent og arabisk. Besætningen er heftig stemme og farverigt kammerensemble med lejlighedsvis brug af electronica og samples. Nogle gange er musikken svævende smuk og trist, nogle gange ubærligt melankolsk. Nogle gange totalt oppe at køre, nogle gange dryppende som dugfrisk vemod efter en søvnløs nat. Nogle gange er den jamrende ulykkelig, saftigt forelsket eller frastødende makaber. Og så er den sunget af en af de modneste, mest eventyrlystne sopraner, jeg kan nævne. Endda med en genresprængende virtuositet, der gudskelov slet, slet ikke levner plads til den slags frustrerende stilbrud, man ellers ofte har hørt, når klassisk skolede sangere synger rytmisk musik. Upshaw synger helt uden operagebærder. Hør hendes trøstende sødme i en argentinsk tekst om en mor, der rister sin baby(!) Hør hende i et heftigt technotrip, igen med Golijovs forførende harmoniskift, inden hun lader stemmen, denne varme, cremet udtryksvillige stemme, svæve over søen. Ved nattetide. I sigøjnermol. Musikken er world eller cross over snarere end klassisk. Og så er den indlysende koblet med en nyklassiker i form af italieneren Berios 'Folk Songs', skrevet i tresserne med harpe, violin og middelalderpræg som showcase for Berios daværende hustru, vokalekvilibristen Cathy Berberian. Her sunget med overraskende dristighed og drømmeri af Dawn Upshaw. Inspirationen for 45-årige Golijov kommer i lige mål fra denne skønne amerikanerinde og fra Berios kunstgjorte folkesange. De Andalusiske Hunde - dejligt navn, for resten - spiller forrygende.