Den brasilianske pianist Nelson Freire, der efter i en årrække at have holdt lav profil nu atter er stærkt fremme i det internationale musikliv, er solist i Brahms' 1. klaverkoncert, den i d-mol, ved den kommende torsdagskoncert i Radiohuset. Samtidig foreligger denne indspilning af begge komponistens monumentale bidrag til genren. Den kan dog kun anbefales med forbehold og mest for fortolkningen af koncert nr. 2 i B-dur. Det svageste led er ikke Freire, men orkestret. Chailly er en fin dirigent i mange sammenhænge, men han stikker ikke hænderne ordentlig ned i Brahms' tungt mættede blanding af lyrisk lidenskab, muskuløs dramatik og gennemarbejdet struktur. Det bliver noget prosaisk og summarisk, og orkesterklangen er tyk og uædel. Denne forenklende ligefremhed smitter af på Freire i d-mol-koncerten: Med sit store tekniske overskud spiller han ubesværet hen over musikken uden ekspressiv vægt i deklamationen og uden poetisk mystik. Det bliver for udvendigt og betydningsløst. Anderledes i den lysere og mere atletiske og klassicistiske men ikke derfor lettere B-dur-koncert. Her tager Freire initiativet med en betydeligt finere modelleret og afskygget linjeføring, stor rytmisk spændstighed, målbevidst dramatik og et flot greb om at samle det pianistiske figurværk til store, magtfuldt plastiske gestalter. Ikke mindst scherzoen er en fornøjelse med energisk dialog og oprømt feststemning, mens især finalen savner noget lethed i karakteren trods sin tekniske brillans.