Harnoncourt har altid fremprovokeret stort raseri med sine gestiske tolkninger af tidlig og wienerklassisk musik, og også disse Mozartoptagelser fra 1983-87 har jævnligt været lagt for had. Men hvor har verden dog flyttet sig - især ved Harnoncourts mellemkomst. Kun de færreste kunne i dag drømme om at opføre Mozart som i vor mormors tid, men sammenligner man Harnoncourt i Musikverein, Wien anno 1982 med de nutidige dirigenter herhjemme, som har travlt med at dekonstruere Mozart - Adam Fischer og Lars Ulrik Mortensen - så lyder Harnoncourt i dag forbløffende velfriseret. Jovist spilles der med eftertryk og med nogen udvidelse af det dynamiske spektrum i forhold til rigtig gammeldaws Mozart, men i dag nydes optagelserne ikke mindst for deres 'klassiske' kvaliteter. Mozartkoncerter synes måske ikke ideelt skabt til dvd-formatet, men gør en undtagelse her. Musikvereins Store Sal er en af de smukkeste i verden, og den er ømt filmet i noget, der ligner tidligt morgenlys. Harnoncourt i en yngre, langhåret udgave gi'r den som den store mystiker og er med sit årvågne blik og sin ræv bag øret en overordentlig fotogen dirigent. Kremer er selvfølgelig et konstant fascinerende studium, med hornbriller og overbid. Dengang var klangskønhed endnu stadig en slags mål for Kremer, og det er faktisk især i de langsomme satser, at han tilføjer sin helt særlige tone. Adagioen fra koncert nr. 1 er så fin og tyst, og den fra nr. 5 spilles følsomt, men også klarhjernet, melodisk, men så sandelig også med andet og mere på spil end at få alle ender til at gå op. Læg dertil den ubændige slaviske lidenskab i rondoen fra nr. 5. Kremer spiller Robert Levins kadencer. Ud over de fem violinkoncerter indeholder dobbelt-dvd'en en optagelse med de samme kræfter af 'Sinfonia concertante', en koncert, der får romantisk vægt og eksistentiel dybde i samspillet mellem Kremer og bratschisten Kim Kasjkasjan. Flotte optagelser, kunstnerisk såvel som visuelt og akustisk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























