Den 33-årige mexicanske Villazón, der endegyldigt slog igennem i Salzburgfestivalens 'La traviata', udsender nu sin tredje recital-cd på tre år. Til sommer synger han i Tivolis Koncertsal. Villazón har allerede sunget Offenbachs Hoffmann på scenen (Covent Garden), og det giver bonus her i kosteligt skuespil. Hør hans uendelige små forskydninger i farve og dynamik, hvor han overgår selv Domingo i individualisering af figuren. I midterdelen fortættes og formørkes foredraget, da Hoffmann besat fører os ind i sit sinds blindgyder. Det er ikke, fordi Villazóns tenor i banal forstand er smukkere end nogen anden i vor tid, eller fordi hans høje C'er ringer mere tindrende ud. Hans kunst demonstreres ideelt i den elegante, uforcerede linjeføring i arien fra 'Perlefiskerne', blidt og underdrejet, med en aldrig svigtende dynamik. 'Amor ti vieta' fra Fedora' er et andet højdepunkt, en mageløs strøm af pirrende tenoral velklang og hele arsenalet af virkemidler fra den italienske verisme, så smagfuldt som det overhovedet kan gøres i den genre. Jeg er også ret vild med hans Lenskij fra 'Jevgenij Onegin'. Til gengæld er det svært at høre, hvad Villazón har at bidrage med i 'Tosca' og hos Donizetti, som han tydeligt er vokset fra. Han fremviser imponerende dramatiske spinto-egenskaber i 'Cavalleria rusticana', en højt gjaldende trompet, men han har ikke meget på hjerte her. Ligeledes virker det som en forpasset chance at slutte cd'en med en ramasjangarie, ikke en af den unge Verdis bedste, fra 'Ernani'. Med cd'en følger en ikke ueffen dvd med en dokumentar om arbejdet på cd'en, og her får Villazón mulighed for at stille sine betragtelige talenter som Mr. Bean-agtig klovn til skue. Og underholdende er det. Foretrækker jeg Villazón frem for den mere stormægtige José Cura i det sene italienske repertoire? Nej, langtfra. Men sandt at sige er hans virkemidler ofte, men ikke altid, mere delikate.