Det her er en eksamen, jeg godt gad at have overværet. Den fransk-amerikanske barokikon William Christie fører sine håndplukkede unge sangertalenter op til det grønne klæde i Caen, som han gør det hvert andet år, og endelig har vi cd-købere fået mulighed for at lytte med. Syv internationale sangere under 30 er blevet guidet og terpet og lokket for og truet til at præstere det rent utrolige, og samtidig bliver vi introduceret for helt nye hjørner af den 'tidlige' musik. Hvem har f.eks. hørt om kroscenen fra Philidors opera over 'Tom Jones'? Eller om Mazzocchis 'Adonis' kæder'? Campras 'Dido og Æneas'? Eller for den sags skyld Rameaus 'Pygmalion'? Eller Mozarts tidlige 'Ascanio in Alba'? Ikke før nu, vel, men bekendtskabet betaler sig. Jeg vil i hvert fald savne en komplet indspilning af Purcells 'The Indian Queen' efter at have hørt det 14 minutter lange pragtensemble, som har ligget på min cd-spiller i en uge nu, og som jeg hører et par gange om dagen. Christie og hans unge sangere opfører musikken forførende, blødt suggererende og med en humor så skarp og satirisk. Hør de unge give den som et gammelt ægtepar, der skændes og elsker - uden en tone i livet! Man hyler af grin, og så er det gennemmusikalsk. Hele uddraget er præget af overskud, musikalsk og interpretativt. Eller hvad med arien 'Fatal Amour, cruel vainqueur' fra Rameaus 'Pygmalion', lidenskaber der griber helt ind i hjertekulen og ned i mellemgulvet, foredraget, så man tror, han skal dø, af tenoren Andrew Tortise. På samme, også teknisk høje niveau finder man sopranen Judith Van Wanroij i arien fra Charpentiers 'Vénus et Adonis', og hos kontratenoren Xavier Sabata finder man personality og stor appetit på at skyde sig selv ud i rummet i den sadomasochistiske arie 'Minacciami' fra Händels 'Amadigi'. Sopranen Amel Brahim-Djelloul er et lille lyrisk mirakel i Mozarts 'Ascanio in Alba'. Og selvfølgelig spiller Les Arts Florissants på samme blærede niveau som altid. Endnu et must for barokkens junkies.