Med sit klare billedsprog og sin umiddelbare charme er Smetanas 'Moldau' - eller 'Vltava' på komponistens tjekkiske modersmål - en af de populæreste klassiske travere. Men lige så folkekær den er (eller har været), lige så obskur er dens rette sammenhæng som andet led i en cyklus på ikke mindre end seks symfoniske digte, der under fællestitlen 'Mit fædreland' skildrer hver sit punkt i en national kanon af natur, historie og folkesagn. Når man hører det fem kvarter lange værk i sin helhed, er det let at forstå, at 'Moldau' har fået et egetliv. Ikke at det øvrige er dårlig musik, men det har sjældent samme friskhed i inspirationen. Selv et stykke med titlen 'Fra Bøhmens skove og marker' (nr. 4) er påfaldende bastant snarere end poetisk naturduftende. Bedst kan jeg lide de sagninspirerede stykker: nr. 6, 'Blaník', der stemningsfuldt skildrer, hvordan de slagne husitterkrigere fra nr. 5, 'Tábor', som et tjekkisk sidestykke til Holger Danske sover under mulde, rede til at vågne, når nationen stander i våde; og navnlig nr. 3, 'Sárka', en drabelig og usædvanlig amazonefortælling med livagtige billeder af oprørsk tumult, ryttere på krigsstien, erotisk betagelse, drikkelag, snorken (kontrafagot!) og massakre. Sárka' står næppe tilbage for 'Moldau' i plastisk opfindsomhed, men emnet har vel mindre universel appel. Colin Davis tolker cyklen med solid rutine, men uden den store kærlighed, og med flade eller tunge strygere og lejlighedsvis stiv blæserfrasering er hans orkester ikke i topform i denne live-optagelse.