Denne 'Don Giovanni', filmet udendørs med hår i modvind med et ekstremt dramatisk drive, har mange af de forudsætninger, der skal til for at skabe uforglemmelig kunst. Her har vi operaen barberet ned til benet, en instruktør, der husker os på, hvad det er Molières skuespil og siden Da Pontes libretto handler om, og en håndfuld sangere, der også som spillere søger ud i yderområderne, og som mere eller mindre optræder i hverdagstøj. Alt for dramaet. Scenen er et absolut minimum, hvad angår dekoration og kostumer, en slags 'Dogville'-minimalisme, men langtfra så veludført. En tom vinduesramme, en havelåge, et gærde m.m. kommer til at virke demonstrative og demonstrativt meningsløse, når ingen har gjort op, hvad de skal bruges til. Men først og sidst er dette en fysisk voldsomt pågående forestilling. Tiden flyver af sted, og ofte sidder man på kanten af stolen, fordi spillet figurerne imellem er så spændende - og nervespændt. Under Donna Annas genfortælling af Giovannis voldtægtsforsøg parres billederne af hende og Don Ottavio med flashbacks i slowmotion af den faktiske hændelse. Ikke et nyt trick inden for spillefilmen, men effektivt og overraskende her. Unge Hardings musikalske tolkning, der gjorde ham til et verdensnavn, er i komplet pagt med Brook. Ouverturen svirper af sted i rekordtempi, bulder, brag og aggressivt attak, men operaen igennem tilpasser Harding musikken til situationen, og han evner også at musicere så følsomt, så man græder og frydes på samme tid. Finske Mattei er en brillant Giovanni, helt derude i grænsepsykopatien, men altid troværdig, aldrig teatralsk. Hans baryton er eminent klangskøn, og hans talent for at indtage scenen formidabel. Damerne, især Deshortes' Anna, er absolut på niveau, og Padmores Ottavio er en katedral af kysk vellyd.