Komponisten fylder 75 i dag, men han hviler ikke på laurbærrene. Det nyeste på dette sæt, der dækker et halvt århundrede, er fra i fjor. Klavermusik er ikke Nørholms foretrukne felt, men 'Strofer og marker' (1966), 'Signaturer fra en provins' (1970) og 'A Discourse on Time' (1981) er både monumentale af omfang og særdeles vægtige. Det første er komponistens gennembrud til en personlig æstetik, der er blevet kaldt stilpluralisme og ny enkelhed, og som sådan fik det videre konsekvenser for stiludviklingen i dansk musik. Hørt i dag, er det dog tydeligt, at Nørholm ikke kastede arven fra Darmstadt-modernismen ud med badevandet. En mere radikal enkelhed gennemsyrer 'Signaturer', hvor Nørholms særlige underspillede ironi er tydelig. En tilbøjelighed til at forankre formen i karakteristiske klaverfigurer manifesterer sig og fastholdes i de fleste af de senere værker. 'Discourse' er en monumental og virtuos ensatser, fabulerende og kontrastrig med et næsten improvisatorisk drag og en bred pianistisk palet. Mod slutningen går stykket i opløsning og inddrager ordets mystik, idet pianisten reciterer nogle verslinier af Poul Borum. Også kortere og senere stykker som 'Turbulens - Laminar', 'Cyklus i én sats' og 'Strengeleg og hammerslag' er væsentlige værker, der udfordrer lytteren på pirrende vis med deres karakterfulde sammensathed, og 'I drømmenes tid' lever overbevisende - og overraskende - op til undertitlen 'sonate'. Udførelsen er solid, men noget hård, anspændt og upoetisk og ikke altid rytmisk klar.