'Theodora' er Händels næstsidste oratorium - og det bedste, hvis man spurgte ham selv. Musikken er rig og skøn, men var ingen succes i 1750; måske fordi den er mere lyrisk og inderlig end de dramatiske gammeltestamentlige historier, Händel var blevet så populær på; måske fordi det netop ikke er sådan en historie. Med komponistens ord: »Jøderne kommer ikke, fordi det er en kristen historie, og kvinderne kommer ikke, fordi den er dydig«. Manglen på happy ending var heller ikke just i tidens smag. Det kristne emne er unikt blandt Händels oratorier. Det er end ikke bibelsk, men hentet fra en martyrlegende. I øvrigt er librettoen operamæssigt udformet og kan uden videre opføres på en scene, hvilket da også er sket. Musikken tegner fine portrætter af den uskyldige, trosvisse Theodora, hendes blide elskede, den hemmeligt kristne Didymus, hans medfølende, men militærisk pligttro hedenske soldaterkammerat, Septimius, den brutale guvernør, Valens, og den kristne Irene. Der er en slående kontrast mellem de kristnes kontrapunktisk indadvendte korstil, så at sige med blikket rettet mod det hinsidige, og de næsten vulgært jordbundne hedningekor. Christies nyindspilning har kun én nævneværdig svaghed: titelfiguren. Som inkarnationen af sart og uskyldig sødme er Daneman for fersk og dertil lidt tung i fraseringen. Man kan også mene, at Galstians flotte barokmezzo trods sin alvorlige tone er en kende udvendig i sin dygtighed. Resten er idel fryd. Taylor fører sin smeltende glansfulde kontratenor med forførende musikalsk smidighed. Croft er en fabelagtigt intens og energisk tenor med blændende koloraturteknik, indtrængende repliksans og storslået frasering, og den bidende og majestætiske Berg er en bas, man nødigt ville møde en mørk nat. Christie viser sig endnu en gang som en mageløs barokdirigent med en besnærende flugt. Her er delikatesse og kolorit, men først og fremmest et uimodståelig afsæt i Händels strømmende melodik som selve den motor, der får dramaet til at lette - elskeligt, ømt, rasende og tragisk.