Da tæppet går for sidste akt, kan vi se, at instruktøren lader den foregå i en slagtehal, placeret bag ved tyrefægterarenaen. I et halvtotalbillede ser vi, skarpt aftegnet i forgrunden, en kødkrog, der hænger ned fra loftet. Og vi aner det værste for udfaldet af Carmens sidste møde med den jaloux Don José. Med god grund. De forgangne 128 år har budt på mange forskellige aflivningsmetoder af Carmen, men med Covent Gardens opsætning fra 1991, der nu er udkommet på dvd, er vi rykket over i 'I Know What You Did Last Summer'-splattergenren. Men! Men: Det virker. Markedet, både for dvd'er og cd'er, bugner med stærke, uafviskelige Carmener. De tre bud, der netop er udkommet og står anført her nedenfor, gør det mildt sagt ikke nemmere at skulle vælge i vrimlen. Lad os få overstået: EMI's nye labre, luksuriøse, tredobbelte cd-version først. Cd-mediet virker i hastigt stigende grad irrelevant i operasammenhæng i en tid, hvor flere og flere anskaffer sig dvd-afspillere, og når nu dvd-repertoiret allerede er begyndt at ekspandere ud fra de centrale standardværker. Angela Gheorghiu og Roberto Alagna er en deluxe-besætning i, hvad der traditonelt opfattes som operaens to hovedroller, men billede eller ej sidder jeg og savner en instruktør, én, der fortæller de medvirkende, hvorfor der skal synges og spilles. Den slags dirigent er Michel Plasson imidlertid ikke. Når det er sagt, kommer Gheorghiu vidt omkring i sit portræt af den sexede cigaretrullerske, der lokker den arme gendarm ud i alskens skidt - blot for at forlade ham for en tyrefægter. Hun er sopran og altså ikke mezzosopran, den stemmetype Bizet skrev rollen for, men som også i tilfældet Maria Callas formår Gheorghiu så rigeligt at kompensere, og hendes bund er solid. Alagna er i sin bedste form, som altid når han synger fransk musik, og der er en sjældent hørt forførende tenoral glans over hans foredrag. Hvad den ikke kan, er at vise billeder. Hvad den ikke drister sig til, er at komme med et selvstændigt bud på dramaet. Det har derimod den nyeste af de to dvd-versioner, optaget sidste år i Glyndebourne og med en i princippet lige så kontroversiel Carmen som Gheorghius. Ingen har nogensinde troet, at der lå en flabet sigøjnertøs og lurede i den elegante liedsangerinde Anne Sophie von Otter. Men ved gud, hvor der gør! Man skulle tro, at hun ville vælge et 'alternativt', knap så sexet anlagt Carmenportræt, men ikke von Otter. Hun tager udfordringen op, med røde krøller og dyb udskæring, og hun ruller cigaretter på det bare lår, så det er en lyst. 'L'amour est un oiseau' synger hun, mens hun skræller en appelsin, og hun bider drillende i en skive af den, mens hun synger færdig. Habaneraen smånynnes, mens hun tænder sig en enorm cigar. David McVicars produktion bør blive en ny alen, man stiler efter som 'Carmen'-instruktør. McVicar, der næste sæson sætter Mozarts 'Titus' op på Det Kgl. Teater i København, er kendt for at være engelsk avantgardes forpost, men hans 'Carmen' vokser organisk og med stor, stor respekt for, hvad der står i musikken. Scenebillederne, holdt i jordfarver af overvældende skønhed, er traditionelle, ført op til 30'ernes Spanien, men uden referencer til borgerkrigen, som der ikke er belæg for i musikken. I Lilas Pastias-scenen er der ingen mangel på folklore, men som noget helt nyt fortæller Laurent Naouri Escamillos historie ('Toreadorsangen'), som om den faktisk betyder noget for ham. Man lytter efter som aldrig før på dette sted i operaen, og det er sjælsfrænder, der mødes, når Carmen og han ser på hinanden. Operaen, i McVicars vision, men også med fornuftigt afsæt i Bizets musik, handler om deres fatale kærlighed - med Don José som en bifigur, der står ude i siden og ser konstant sur ud. Den 27-årige schweizer Philippe Jordan, søn af Armin Jordan og generalmusikdirektør ved Operaen i Graz, leder en opførelse af partituret, der er slet og ret overvældende i sin følelsesstyrke og i sin sans for at bringe hidtil upåagtede nuancer frem i musikken. Ikke en frase lires af med skyldigt tilbageblik på traditionen, alt sker og ånder og pulser her og nu. Den anden nye dvd-udgivelse med 'Carmen' har ikke helt de ambitioner, og den svækkes afgørende af, at Zubin Mehta på dirigentpodiet som regel lader sig nøje med det gennemprøvede, det sikre. Klangligt er hans 'Carmen' selvfølgelig på plads, men det er ikke ham, der får den til at leve. Det gør til gengæld Barrie Gavin, der har overført Nuria Esperts sceneproduktion til dvd, nøje udvalgt hvert billede og afstemt kameraturene efter musikken og dramaet. Det er virkelig flot arbejde, også bedre end Covent Gardens opsætning fra 1991 egentlig fortjener. Den genindfører til gengæld Don José som en hovedperson. Luis Lima i partiet er en af de store Don Joséer, med en storladen barytonal røst og et sikkert greb om det franske. Som figur er han konstant en medspiller, hvis eneste svaghed i spillet om Carmen er, at han elsker for meget, har for stor lidenskab. Og hvad hun end måtte sige, så orker Maria Ewings Carmen ikke længere den store lidenskab. Hun har været rundt om blokken en gang eller to for meget og kan kun lige finde ud af at engagere på samme overfladiske niveau som Escamillo, der bliver hendes elsker, fordi han er nemmere at have med at gøre. Denne 'Carmen' er historien om Don Josés tragedie. Og ikke et ondt ord om Ewings sigøjner, der ligger så tæt op ad 'Traviata's Violetta, at det er tankevækkende. Hendes tunge øjenlåg vidner om en følelsesmæssig mødighed, et langt liv med bristede illusioner, og når hun ender på kødkrogen til sidst, er det, fordi hun bevidst provokerer Don José til henrettelsen. Hun orker ikke mere. Livet, jalousien - kærligheden. For 'Carmen'-begyndere er her nok at tage fat på, og måske er Mehta-dvd'en det sikreste kort. For lidt viderekomne er Jordan-dvd'en den mest udfordrende og under alle omstændigheder musikalsk mest tilfredsstillende.