Hvis kastraten Senesino havde været emnet, ville cd'en have indeholdt en masse udødelig Händelmusik, men Farinelli hørte til på den anden side af gaden end Händel, og 'hans' komponister var broderen Riccardo Broschi (et forhold der blev digtet mange interessante ender over i Gérard Corbiaus kulørt effektive 'Farinelli'-film fra 1995), Nicola Porpora og Adolph Hasse. Når man sætter sig ud over savnet af Händel, er her meget vidunderlig musik. Brormand Riccardo skrev sjældent operaer under fire-fem timers varighed, men arie for arie er de smukke. Den dragende 'Ombra fedele anch'io' fra Broschis 'Idaspe' kender vi allerede fra 'Farinelli'-filmen, ligeledes den svimlende dacapoarie 'Qual guerriero in campo armato' og nattergalearien fra Geminiano Giacomellis opera 'Merope' er suggestiv, velskrevet musik, komponeret i tæt overensstemmelse med netop Farinellis fortolkergeni, hans sangteknik. I et langt spændende essay, der følger med cd'en, fortæller den pensionerede kontratenor René Jacobs, der dirigerer orkestret på pladen, hvorfor det netop i Farinellis tilfælde bør være en mezzosopran, der i dag synger musikken, idet Farinelli var soprankastrat modsat f.eks. Senesino, der var altkastrat, og hvis musik altså lå lavere. Vivica Genaux er et fund. Hun, der synger titelpartiet i Jacobs' kommende cd-sæt med Händels 'Rinaldo', er en seriøst arbejdende barokkunstner og kender idiomet indefra. Hendes stemme er lige så smuk og opsigtsvækkende i det høje som i det lave leje, og hun musicerer naturligt og med betydeligt fortolkningsrum, hvilket også gælder for Jacobs' akkompagnement. Om Genauxs stemme har helt karisma og volumen, som kastraternes havde, det kan vi kun gisne om.