Jesus, forvandling, farve, lys. Messiaens kærlighed til talmystik er manifest i kraft af værkets syv solister, der sammen med et meget stort orkester og et meget stort kor tiltræder en rejse mod evigheden gennem to gange syv satser (hvormed Messiaen i sin gengivelse af Jesu himmelske metamorfose trods alt tager et jordnært hensyn til koncertsalens krav om en pause midtvejs i forløbet). Koret står hele vejen igennem i centrum, og det synger på denne indspilning stort og magtfuldt, også i de til tider voldsomme spring. Klaverstemmen, der er skrevet til Messiaens hustru, Yvonne Loriod, og cellostemmen, der vist nok blev skrevet for at imødekomme Rostropovichs ønske om en cellokoncert, træder aktivt frem, mens megaorkestret snarere maler en baggrund, mens det lytter til sangerne. Gestikulerende slagtøj stilles over for meditative og mægtige korakkorder, og protestantisk koral konfronteres (overraskende) med katolsk kirkemusik. Alverdens fuglestemmer fra Turangalîlas duftende have møder her i slutningen af 1960erne en enklere, mere skarptskåren Messiaen. Det er en vanskelig opgave at fange de store styrker af udførende på cd, og værket vil næppe nogensinde kunne overvælde via højttalerne, som det kan i en koncertsal. Ikke desto mindre lykkes det her udmærket i en udgivelse, der med vægt bidrager til at markere tiåret for den enestående og farverige mystikers død.
På bjerget
Lyt til artiklen