Eller når klassiske kinesiske instrumenter og en indisk tabla forenes med europæiske strygere og slagtøj i en italiensk renæssancesang? Dét og mere af samme skuffe kan man høre på cd'en 'Silk Road Journeys'. »Never the twain shall meet«, sagde Kipling om øst og vest, men det ser ud til ikke at holde stik længere. I hvert fald ikke når modsætningerne samles om en så inspirerende musikerpersonlighed som den kinesisk-amerikanske cellist Yo-Yo Ma. Der spilles med nerve og humør, og ingen virker tvivlrådig. Heller ikke Ma selv, da han har lagt celloen til side til fordel for en mongolsk morin khuur. Komponister fra Mongoliet, Kina, Japan, Iran og Aserbajdsjan har skrevet for den brogede forsamling, loyale mod hver deres tradition og bevidste om den globale nutid. Enkelte kortere traditionelle stykker fra musikernes hjemlande, herunder et gedigent og smukt stykke persisk klassik, fuldender billedet. Ikke alt er lige betydeligt, noget endda en kende billigt, men det meste er fængslende originalt og ikke uden vægt, og umiddelbar musikantisk charme savnes aldrig. Man er godt underholdt, ofte mere end det. De sydasiatiske stykker konfronterer virkningsfuldt det frirytmisk søgende med det medrivende dansante. Mongolen har skabt et suggestivt og indholdsrigt stemningsmaleri i slægt med kinesisk tonekunst, mens både kineseren og aserbajdjaneren har held med et sømløst amalgam af asiatisk og europæisk. Derimod bruger iraneren den vestlige strygesekstet som diskret baggrund til et i bund og grund genuint persisk nattebillede.