Med sig på Ondines nye cd har han sin bror (gætter jeg, det fremgår nemlig ikke), den to år ældre violinist og komponist Jaakko Kuusisto, og de deler med sans for broderligt millimeterdemokrati violinstemmerne mellem sig i porten. Jaakko er førsteviolin på d-molkoncerten BWV1043 og spiller obostemmen i den oprindelige obokoncert c-mol BWV1060, mens de får hver sin solokoncert. Alt, hvad vi hører, er så deprimerende gennemsnitligt, så forventeligt fingerfermt, at man griber sig selv i at sidde og glæde sig til at høre andre mere radikale indspilninger bagefter - for ligesom at bringe orden i tingene igen. Pekka Kuusisto er lige ved at driste det anderledes i sine indledningsvise svævende indsatser i den langsomme sats af E-durkoncerten, men det bliver ved det. Nordiske kammerensembler har det med at overraske positivt i disse år, både hvad individuel klang og uventede læsninger angår, men Tapiola Sinfonietta lyder slet og ret dygtige og dydige. Hvilket alt sammen er i underkanten, hvis man spørger mig.