Kamahora er i besiddelse af en vaskeægte operastemme, højspændt, anfægtet, gestisk og ivrig efter at kommunikere. Hvad hun ikke helt formår at formidle ad klanglig vej, gør hun alt rigeligt rede for ved at gestalte hver en frase med dramatisk stræben. Der er en charmerende pompøsitet over foredraget i Hugo Wolfs 'Der Tambour', men her som de fleste andre steder, Wolfs 'Spanisches Liederbuch' og sangene af Mahler, er charmen let forvekslelig med koketteri. Ingen af fortolkningerne når længere end henholdsvis det kække og det mutte, men megen hjælp får Kamahora altså heller ikke af 'sin' akkompagnatør, hollandske Rudolf Jansen, der slår en proper næve i klaveret og insisterer på sin rolle som medfortolkende.