Komponistens næstbedste opera er ganske vist hørt mere avanceret. På den ene side konkurrerer indspilningen måske ikke ligefrem med dem fra større selskaber og musikalske metropoler, på den anden overbyder den såmænd de fleste i friskhed og modernitet. Af og til står orkestret Nicolaus Esterházy Sinfonia f.eks. kun lige distancen, måske fordi ideerne ikke ligefrem har væltet ud af dets ret kapelmesterligt orienterede dirigent Michael Halász. Men lige så ofte brillerer det faktisk med en slank, forbavsende originalt klingende strygerklang - desværre ikke i den ret vigtige ouverture, desto mere i f.eks. de store indbrud i andenaktens sekstet og begge finalerne. Lidt svær at vænne sig til er vel Renato Girolamis bud på tjeneren Leporello, der enten lever sig usædvanlig godt ind i rollens komik eller bare har købt lidt for mange konsonanter i sin studietid. Både Adrianne Pieczonkas absolut højbårne Donna Anna og Torsten Kerl i det ellers ret vanskelige parti som kæresten Don Ottavio er til gengæld helt overvældende, også selv om store steder som Annas 'Or sai chi l'onore' generelt bliver for brede. En duet som 'Fuggi, crudele, Fuggi' i 1. akt vil vi i hvert fald vove at påstå næppe synges bedre eller mere frankofont på nogen nyere indspilning overhovedet! Hvad angår værkets andet faste par, er landmanden Masetto overladt en vis Boaz Daniel og hans forlovede Zerlina meget smukt til Ildikó Raimondi - kun fortolker den sidste med en meget lidt soubrette-agtig, næsten opera seria-mæssig patos, der ret beset ikke hører hjemme lige dér. Lidt anderledes klinger også Janusz Monarchas Kommandant, i dette tilfælde flot uden at virke specielt statuarisk - men stengæsten har jo også været menneske engang, hvilket det altid er godt at høre. Endelig bæres det hele i høj grad af Skovhus' formfuldendte, usædvanlig tekstbærende Giovanni og Regina Schörg som hans forsmåede elskerinde Donna Elvira. Begge måske uden at appellere til de helt store overskrifter. Men studieforholdene taget i betragtning alligevel med rigelig inspiration.