Siden 2000 har Carmignola, Marcon og dette vidunderlige italienske barokorkester haft travlt med at udvide vores horisont i retning af Venedig i 1720-30'erne. Ud af Vivaldis i alt 240 violinkoncerter har de præsteret verdenspremiereindspilninger af nu 16 koncerter, og niveauet holder, både hvad angår den uforlignelige friskhed, dynamik og relevans, som holdet musicerer med, men så sandelig også hvad angår selve musikken, der spænder fra det fremragende til det slet og ret øjenåbnende. Carmignolas og Marcons projekt er et af de allervigtigste inden for barokken i disse for barokken så begunstigede år. De aktuelle seks koncerter viser det forpustende ekstensive arsenal af virkemidler, som i hænderne på en performer som Vivaldi kan udtrykke alt under Guds himmel. Han farvelægger, skifter tempo, skaber pikante ekkovirkninger, veksler konstant i dynamikken, modulerer og varierer i det uendelige, og kompositionerne, han ødsler sin tekniske dygtighed ud over, er inspirerede og vægtige. Hør blot den afsluttende allegro fra C-durværket, RV 190, førstesatsen af g-molkoncerten RV 325, der næsten lyder som moderne filmmusik, højspændt, ekstremt dynamiseret, konstant billedskabende - og den overrumplende åbning af G-durkoncerten, RV 217, hvor vi ligesom kommer ind midt i satsen uden formatets nødvendige nydelige præsentation af stoffet. Jeg tror, Vivaldi takker sin skaber for dette hold fra Venedig.