I gamle dage var det komponisterne, der blev skræmt af Beethovens slagskygge. Brahms hørte kæmpens skridt »gungre bag sig« konstant, så han dårligt turde sætte en node på papiret. I dag er det fortolkerne, der har Beethoven som udfordring, og den danske pianist John Damgaard har efterhånden brugt et helt liv på hans klaversonater. Man noterer sig netop overblikket og det dybe traditionskendskab på John Damgaards nye Beethoven-cd, der rummer det store B’s tre sidste, mytologisk berømte klaversonater.
John Damgaard: Klaversonater opus 109-111
Fra Beethovens hånd er disse sonater en form for fritsvævende kunstværker. På en gang løsrevet fra og dybt forankret i den musikalske fortid. Fulde af kontrapunkt. Læsset med fabulerende variationsforløb baseret på skønne, simple melodier. Skrevet med al mulig mangel på respekt for samtidens wienerklassiske måde at opbygge en klaversonate på. De tre sonater opus 109, 110 og 111 er Beethovens klavertestamente, og alle store klaverspillere har taget livtag med det. John Damgaard har i et kvart århundrede været klaverprofessor ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Han har tidligere indspillet blandt andet Schuberts klaversonater, og kender man til den gamle tyske pianist Wilhelm Kempff, der var Damgaards læremester, så ved man, hvilken fortolkningsmæssig main stream vi befinder os i. Hos Damgaard er der ingen show off. Ingen trang til at lade fortolkningen skygge for komponisten. Skal man kritisere disse indspilninger, må det være for et tonefald, der tenderer mod noget så høfligt over for traditionen, at alt det fine og det kultiverede er tæt på at overflødiggøre dem. Det er en velafprøvet vinkel, der her dyrkes. Over for den så dybt respekterede Kempff-tradition hos John Damgaard spiller hollandske Ronald Brautigam en anderledes slagkraftig udtryksvilje på banen i de selv samme tre sonater. Her findes en lyst til at udtrykke sig, friskt og forfra, gennem musikken.
