Man skal bare tage til Esbjerg eller Herning, hvis man vil udfordres i ørerne. Her bor et par af de bedste danske ensembler – både når det kommer til klassisk musik – men i særdeleshed når det handler om mere avancerede sager fra det 20. og 21. århundrede. Her sidder to gange cirka 10 faste musikere med lyst til at lave nye ting, som den brede befolkning endnu ikke har opdaget, at de har brug for. Og den entusiasme skinner igennem. Både på Esbjerg Ensemblets klangmættede portræt af den 43-årige komponist Peter Bruun og Ensemble MidtVests dobbelt-cd med lige dele lange svalende improvisationer og jazzpianistens Carsten Dahls musik til stumfilmklassikeren ’Metropolis’. Men uanset de nye klange og måder mærker man hele tiden, at når det handler om at gøre noder til kunst, er de basale færdigheder på plads. Esbjerg Ensemblet, Frode Andersen og Helene Gjerris må for eksempel være noget nær den mest kompetente flok overhovedet til at håndtere Peter Bruuns tre bundpoetiske ensembleværker fra 2000 og frem. Alene titlerne afslører, at Bruun her er på togt efter lyrisk musik med en avantgardekant: ’Breve til havet’, ’En klokke af sølv, der kimer alt levende sammen’ og ’Spejlbølger’. Bruuns musik er – som nogle vil huske fra operaen ’Miki Alone’, der fik Nordisk Musikpris i 2008 – farverig og imødekommende. Men altid i svævende tilstande eller sammensyet i mønstre af underlige haltende gangarter, der får det hele til at flimre og skramle. Indimellem bliver musikken, for eksempel i spejlbølgerne, så impressionistisk stillestående i sine gentagelser, at man føler sig hensat til en meditativ stund i Nepal. Men så, før det rigtig bliver vane, hiver de velspillende musikere lytteren tilbage til den sammensatte virkelighed af skæve rytmer og aldrig før hørte klange. Ensemblet har arbejdet med Bruuns musik ved tidligere lejligheder, og for de to solisters vedkommende er der tale om intime bekendtskaber. De seks sange om sølvklokken (og meget andet) til digte af Rolf Gjedsted lægger Helene Gjerris dramatisk og skræmmende ned i sin stemmes kælderregioner, så alting skælver, mens norske Frode Andersen på sin klassiske knapharmonika komponerer rene og skære nuancer i hele spektret foran ensemblet i ’Spejlbølger’. Det kan varmt anbefales nysgerrige ører. Nysgerrighed driver også Carsten Dahls samarbejde med de klassiske musikere i Herning. Siden 2007 har han været deres kunstneriske konsulent og blandt andet lært dem at improvisere. En disciplin, der om noget har været fremmed for klassiske musikere. Det gør de godt og overbevisende. Ikke alt flytter sig så hurtigt, som man kunne ønske sig, men der er rigeligt med smukke passager og iltre energier undervejs. Ensemble MidtVest blev stiftet i 2002 – 35 år efter søsterensemblet i Esbjerg. Uanset at deres navn er nærmest selvudslettende teknokratisk, har de rigtig mange kreative ideer, og i langt højere grad end deres kolleger turnerer de, blandt andet til hovedstaden. Det tvinger ensemblet til hele tiden at skærpe profilen med pr-venlige projekter, der kan præsenteres for stadig nye lyttere. Temakoncerter om stjernekrig med en blanding af barokmusik og Stockhausen for at nævne et nyligt eksempel. I samme godt blandede genre finder man Dahls lydside til Fritz Langs ekspressionistiske ’Metropolis’ fra 1927 på udgivelsens anden cd. Masser af nervøse lyde, knitrende elektronik, sitrende lydflader og storladne Tina Kibergs stemme som klangligt modstykke til det midtjyske pigekor. Jo, jo, de vil flytte nogle grænser i det jyske, og det lykkes.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø