December er oratorietid i Danmark. Händels ’Messias’ og Bachs ’Juleoratorium’ fylder kirker og koncertsale hele måneden i alle mulige fortolkninger. Danskerne elsker oratorier, men vi hører aldrig Mendelssohns.
Manden var selv barokfan og promoverede egenhændigt den glemte Bach i 1830’erne, så hvorfor egentlig ikke?
Især når kvaliteten kan blive så høj, som tilfældet er på et par nye engelske og franske livtag.
Den skære operakunst
Både den store succes i levetiden, den gammeltestamentlige 'Elijah', og hans halvfærdige, 'Christus'. 'Elijah', eller 'Elias' som profetens danske navn klinger, har strengt taget ikke meget med jul at gøre. Men det kunne han nu godt.
Det er i hvert fald englesang og jubelkor og gigantisk dramatik, der ledsager Elias i de to og en halv time, hvor han ondulerer hedninge i oldtidens Israel med både ord og handlinger.
Og det lyder intet mindre end fantastisk.
Det lykkedes aldrig for den sang- og melodiglade Mendelssohn at skrive en opera, og med lyden af f.eks. den garvede scenebaryton Simon Keenlysides teatralske udbasuneringer som solist, iklædt hundrede bølgende strygere og trehundrede energiske korsangere, er det svært at forstå.
Oratoriet ER den skære operakunst med vilde temposkift, smældende messing til at understrege pointerne og frem for alt masser af intense følelser, som om det var en rigtig forestilling. Det mest markante er, at man kan godt høre på det voldsomme lydtryk, at der er fire hundrede medvirkende.
Logisk barokideal
Men musikken er samtidig dejlig slank og enkel og aldrig svulstig eller romantisk klæg.
Lyder det paradoksalt? Måske. Det handler om, at dirigenten Paul McCreesh tilstræber en del af det lydideal, han selv har været med til at hente op fra barokken og historiens glemsel de seneste årtier.
Det store strygerkorps spiller uden vibrato, fraserne er i tempo og tydelige, og nede i orkestret sidder blæserne med trompeter uden ventiler og med uddøde instrumenter som serpenter og oldtubaen ophicleide og understøtter baslinjerne med snerrende saft og kraft.
Barokidealet er egentlig logisk, når man tænker på, at det var Mendelssohn, der hentede Johann Sebastian Bachs oratorier og passioner frem fra glemslen. Men det er overraskende i sammenhængen med de romantiske blokke af salmeagtig sang.
Træt af julens glansbilleder
Den samme intensitet gør sig gældende for den franske fortolkning af 'Christus' plus et par af kantaterne.
Sjovt nok er både kor og orkester flere gange mindre end hos Paul McCreesh, men det kan man faktisk ikke høre på andet end volumen.
Til gengæld bliver det rigtig jul undervejs med voldsomt dramatiske besyngelser af Kristi fødsel – og endnu vildere tonesættelser af hans lidelser. Så man bliver helt lettet, når cd'en slutter i sval sang i kantaten 'Vom Himmel hoch'.
For de, der er trætte af, at julekultur er blevet ensbetydende med glansbilleder og folierede vekao-nissemænd fra Brugsen, tilbyder Mendelssohn en helt anden og langt mere spiselig alvor til højtiden.
Godt drev
Man kan selvfølgelig også holde sig til det kendte, droppe julevinklerne og købe den unge violinist Alina Ibragimovas nye bud på komponistens to violinkoncerter, der er fast inventar i koncertsalene.
Sammen med 1700-tals-specialisterne fra oplysningstidens orkester spiller hun pågående og knirkefrit med et rigtig godt drev.
Overraskende nok kan det gode orkester ikke helt matche energiniveauet denne gang – slet ikke i sammenligning med de imponerende Mendelssohn-entusiaster, der forløser oratorierne.
fortsæt med at læse
