Det er efterår, og hvis nogen årstid er Brahmstid, så er det denne. Bladene begynder at falde, og melankolien puffer til den lille stump af bevidsthed, vi har siddende længst omme i baghovedet, som siger, at ingen af os lever evigt.

Den bryske Brahms gemte sin følsomhed bag en betragtelig mave, et stort fuldskæg og en sagnomspunden gnavenhed. Titler, man forbinder med hans navn, er alvorlige sager som ’Altrapsodi’, ’Et tyske rekviem’ – og så ’Vier ernste Gesänge’, som på Matthias Goernes nye album udgør det mørkbejdsede endepunkt.