Nu har den danske violinist skiftet pladeselskab, og første frugt af hans nye eksklusivkontrakt med RCA Red Seal er netop frigivet. Det gælder russisk udtryksfylde, og Znaiders saft og kraft kunne dårligt investeres bedre. Turen går baglæns i tid med Tjajkovskij som endestation. Vi begynder ganske vist hos provokatøren Prokofjev, men der er rigeligt med sangbare fraser i hans anden violinkoncert til at lade Znaiders romantiske violinhjerte bløde. Og det bløder i smuk samdrægtighed med Bayerns Radiosymfoniorkester, der dirigeres af deres chef fra og med 2003, Mariss Jansons. Prokofjevs koncert er fra midten af trediverne, men hos Znaider og Janssons bliver der god plads til nostalgi selv i dette cd'ens nyeste værk, hvor andensatsens pizzicati dumper som kogler på en blød orkesterbund: Et smukt slutekko af satsens tema, der desværre forudgås af et hørbart klip. Men også i ydersatserne, hvor komponisten for alvor ryster træet, får Znaider sammenhæng i udsagnene. Grundlæggende set er det samme kvalitet, som kendetegner hans første cd med Carl Nielsens violinkoncert på EMI. Næst stop er Glazunov. Stadig med solisten langt fremme i lydlandskabet får vi et nostalgisk vue, smeltende og stærkt beslægtet i teknisk sikkerhed og stemning med genudgivne Heifetz på samme plademærke (BMG/RCA 63470 2). Men med følsomheden tættere på overfladen og såmænd også med flere raffinerede detaljer. De overskudsprægede dobbeltgreb og den intense melodiføring klinger sødt, og igen er det en nydelse, som solist og orkester trækker vejret i organisk samdrægtighed. Når slutspurten sættes ind, vælger Janssons en softlense som optik, så messingfanfarerne ikke står og stikker ud. Til slut Tjajkovskijs meditation, instrumenteret af Glazunov i slavisk stil. Oprindelig var stykket tænkt som langsom sats i Tjajkovskijs violinkoncert. Her er det blevet punktum for en velsammensat russisk cd med en Znaider, der, selv om han endnu har langt til de 30, spiller så helstøbt, varmt og old fashioned som nogensinde. Absolut anbefalelsesværdig.