Det begynder med udtalt påvirkning fra Sjostakovitj i klaverkvintetten fra 1957, komponeret, da Gubaidulina endnu var en 26-årig studerende ved konservatoriet i Moskva. Sjostakovitjs marchrytmer og karakteristiske maskespil er let genkendelige. Alligevel, på trods af forgængerens nærmest kvælende greb, får den unge studine komponeret alt andet end forkrampet musik. I 'Introitus' fra 1978 er de lånte masker faldet. Værket, der er formet i én lang sats, er en klaverkoncert med kammerorkester. Nu er det Sofia Gubaidulina, vi hører tale med sin egen stemme. Den er inderlig. Tro er det vigtigste i hendes liv, og koncerten er en fascinerende meditation over tilværelsens guddommelige dimension og over det hellige tal tre. Resultatet er langt fra alle gængse forestillinger om et koncertant forløb med modstilling af individ og masse. Tæt på messende russisk kirkesang. Nyd, hvor enkel musikken er at gå til - og samtidig hvor fuld af ægthed og substans den er. Sidste stop er 'Der Seiltänzer' (linedanseren) for violin og klaver fra 1993. Stykket - med karakteristisk alternativ instrumentbehandling - er en virtuos opvisning med Gubaidulinas mangeårige samarbejdspartner Gidon Kremer på stram line. Passende for værkets element af tagen chancer er optagelsen lavet live ved Kremers Lockenhaus Festival i 1995, hvor temaet var Gubaidulina og hendes verden. Musikken har, som al Gubaidulinas modne musik, et indhold, der rækker ud over noderne. Cd'en er en flot spillet introduktion til en nutidskomponist med et både personligt og tilgængeligt sprog.