Men da foråret i Prag i 1968 blev kvast under larvefødderne på de fremrykkende sovjetiske tanks, fik den engang så håbefulde kommunist alligevel lyst til at prøve andre græsgange, og han var i sine sidste år en uhyre skattet dirigent for Torontos Symfoniorkester, hvis kunstneriske standard steg højt under hans lederskab. Ancerls repertoire dækkede hele det 20. århundredes europæiske musik med afstikkere til det ældre nationale repertoire, som f.eks. Smetanas programværk 'Ma Vlast', med showstopperen 'Moldau', og Dvoráks symfonier, som hos ham kom på klanglig afmagringskur. Som musiker var Karel Ancerl inkarnationen af en sober nyklassicist, og i sine tolkninger vidste han ikke noget bedre end at skrælle det senromantiske fedtlag af det 19. og 20. århundredes mest kalorierige orkesterværker. Hans indspilning af Sjostakovitjs 10. symfoni (i en mono-optagelse fra 1956) er typisk for stilen: krystalklar og usentimental, nærmest antiekspressionistisk, og overvældende og overbevisende i sin fremdrift. Udgivelsen i EMI's serie 'Great Conductors ...' byder på eksemplariske optagelser af Dvoraks 8. symfoni og Bohuslav Martinus 5. symfoni, men optagelserne med de tre mindre betydelige tjekkiske komponisters værker vil være af begrænset interesse. Kombinationen af Sjostakovitjs 10. og Stravinskys violinkoncert (i stereo) gør udgivelsen på DGG's serie 'The Originals' til et mere vedkommende monument over Karel Ancerls særlige bøhmiske kvaliteter som musiker.