Dette ER mellemstykket af Mutters trefløjede tribut til 250-årsjubilaren. Afslutningen bliver udvalgte violinsonater. Indledningen var violinkoncerterne, som kollega Thomas Michelsen i oktober fandt for romantiserede og ekstreme. Det kan man ikke sige om trioerne, som er betydeligt modnere værker. Okay, C-dur-trioens andante går nok lige til kanten i selvfed subjektivitet, og finalen tangerer det overdeklamerede, men ellers har jeg kun små anker: Klaveret står lidt for meget i skyggen i det værk (men ikke i de to andre), og en svagt rumlende baggrund (fjern trafikstøj?) gør sig på hele pladen bemærket i pauserne. Men der er ikke tale om, at Mutter maser sig frem som solist med sit i øvrigt meget smukke og varme violinspil. Det er velskabt og harmonisk afbalanceret kammermusik, kultiveret samtale, hvor det er lige så naturligt at lytte som at komme til orde, men ikke noget formelt og tilknappet møde, hvor høflighed lægger låg på temperamenterne. Diskussionen er livlig, inspireret og yderst velformuleret og skaber levende og fængslende fortællinger. Det mest spændende er, at værkernes individuelle fysiognomier tegnes så klart: dramatisk ophidset i C-duren med en tøvende, spørgende mellemsats, følsomt og sart i E-duren med et anstrøg af vemod, smittende humørfyldt og legende i B-duren med larghettoens urokkelige tryghed. Dermed er også den omvendt kronologiske orden forklaret: Værkfølgen spejler karaktererne i en klassisk treleddet satsfølge.