Powerplay

Lyt til artiklen

Her kommer et all stars-hold, som nok kan få øjenbrynene til at lette hos de fleste klassiskfans. Fem absolutte topsolister har sat sig sammen for at spille kammermusik! Og for at vise Vesteuropa, at der absolut ingen grund er til at glemme den russiske komponist Sergej Tanejev (1856-1915). Spillet er, som man ville forvente af sådan et dream team, varmt og blodigt. Stort og hjertegribende. Måske nok et mærkbart stykke fra, hvad en omhyggelig strygekvartet kunne forventes diske op med af præcision sammen med den rette pianist, men med sin 'live-kvalitet' umuligt ikke at lade sig engagere af. Musikernes tag på Tanejevs klaverkvintet er, helt i tråd med musikkens format, svulmende og fast. Værket har enorme dimensioner. Det varer tre kvarter. Det tør rulle den dyre løber ud, og det rammer en skamløst elegisk tone lige fra første akkord. Mørke registre dyrkes. Voldsomme spændinger bygges op. Musikken har præg af Brahms' tæthed og Bachs kontrapunkt. Faktisk er den langsomme sats bygget op som en passacaglia, altså som variationer over en fast, gentaget bas ligesom i barokken, hvad begge de to store B'er ville have sat pris på. Det er voldsom, men i sin struktur ofte fascinerende musik, som, når den slapper af, gør det med et strejf af vemod. Intet under, at Tanejev, der var en vigtig lærer for russiske navne som Rakhmaninov og Skrjabin, også var Tjajkovskijs højt agtede musikalske konsulent. Tanejevs klavertrio har samme bredde i udtrykket, men stiller med sin lettere tekstur ikke de samme ekstreme krav til klarhed midt i det passionerede, hvorfor den klangligt lykkes bedre. Både for lydfolkene og for de fem superstjerner, som med powerplay her hylder en stor russer. Stor i formatet og stor i sin musikalske facon.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her