Der er næsten hundrede procent sikkerhed for, at du vil holde af denne milde og gode, men også substantielle og udpræget musicerende, ja legende lækre dobbelt- cd med Mozarts modne trioer med klaver. Barenboim og Znaider, tænker læseren måske så. Romantiske virtuostyper og da givetvis alt for tunge drenge til Mozart? Not so. De er sprøde, er strygerne, og da ikke mindst Nikolaj, der letter på klangen, men fremdeles bærer sine fraser igennem, som støbte han dem i størknet glastråd. Det er grazioso, hvor det skal være det, og det er smagende, men ikke selvsmagende. Barenboim klinger så blødt, som man ville forvente og ønske og håbe på, og han svælger lidt, men ikke for meget, bare når og hvor de operaagtige melodier indbyder til det. Han kan også finde på at brede en akkord ud, så den fylder lidt mere. Man er vel romantisk inklineret. Cellisten holder sig på måtten, hvor hans parti ikke kalder på mere, men han kan også folde sig ud. Det samme kan klarinet og bratsch i en roligt åndende 'Kegelstatt'- trio, og det er altid en skøn ting at høre gode musikere nyde at spille kammermusik. Når dertil lægges, at optagelserne er luftige og ganske præcist defineret, så er der jo ikke meget at klage over. Det er måske ikke direkte sprængfarligt, men det er forrygende musikalsk, hvad den alfaderlige maestro Barenboim og hans unge kolleger her leverer af hyldest i et rundt Mozartår. Legende let, lyder det virkelig. Og så Mozart, den sværeste af alle de gamle? Ikke ringe.