Kulturministeriets Nationale Kulturkanon har direkte foranlediget disse plader. Den enes 12 sange fra Højskolesangbogen udgør ét af kanonens 12 punkter, mens Weyses kanoniserede 'Morgen- og Aftensange' til tekster af B.S. Ingemann suppleres med 8 andre sange. Højskolesangene er udgivet som fællessange, beregnet til at nyde gennem egen strube som gruppesamlende aktivitet. Udvalget, overvejende fra forrige århundredes første halvdel, kan naturligvis diskuteres. Selv elsker jeg f.eks. Carl Nielsens 'Vi sletternes sønner' og Otto Mortensens 'Du gav os de blomster', men kan selv her ved midsommer fint leve uden P.E. Lange-Müllers 'Vi elsker vort land', især som fællessang. Men det er sangene så netop ikke her, hvor nye fællessangere kan lære melodierne at kende. Lige så vigtigt er måske, at den Aksel Schiøtz-lette Danholt, den jordnært rørende Asmussen og en pianist, der ånder med dem, gør små mirakler i en genre, hvor de intet får forærende. Opgaven er løst på sangenes egne præmisser, dvs. som enkle, rene melodier båret af en tekst. Sprogbehandlingen er rent ud forbilledlig; yngre ører vil måske finde tenoren en anelse gammeldags, men det fine er, at deklamationen føder melodien som det naturligste af verden. Balancen mellem spændstig formning, diskret udtryksfarvning af enkelte strofer og lydhør respekt for sangenes robuste enkelhed er fornem, og repertoiret formidles indtagende friskt. Hos Weyse er klaveret knap så autoritativt, og sangerne, hvis hyppige vekslen skaber et lidt flimrende fokus, mere forskellige. Hedegaard gør indtryk med ekspressiv iver og en ualmindeligt smuk, fast tenor af tysk type, mens Torps humørfyldt lette sopran og enkle foredrag rammer det i bedste forstand barnlige i Ingemanns sange. Til nogle af de tilføjede mere romanceprægede sange mangler hun noget lyrisk fylde, men de friske, naturlige tempi er en fornøjelse.